Forsamlingshusets historie

Tidligere forsamlingshuse
I 1887 opførte husmand Christian Mortensen for egen regning et forsamlingshus i Svenstrup. Huset eksisterer endnu på Korsvejen, hvor det fungerer som beboelse.

I slutningen af tyverne var huset udtjent som forsamlingshus. Det fortælles, at gulvet ved en gynastikopvisning brød sammen under en af de ivrige gymnaster.

Engang i 1904 solgte gårdejer Rasmus Høj af Tjæreby sine gamle gårdbygninger til "en del mænd fra Tjæreby og Halseby".  Bygningerne skulle anvendes til forsamlingshus for de 2 byer. Købesummen var 2.200 kr. Det er uvist, hvor længe huset fungerede som samlingssted. Senere overtog Søgård Nielsen ejendommen og havde i mange år købmandsforretning på adressen Tjærebyvej 78.

Taarnborg Sogns Forsamlingshus
 Efter megen forudgående snak i sognet holdtes den 1. juli 1930 et møde i det gamle forsamlingshus i Svenstrup.

De 70 deltagere dannede et andelsselskab, der skulle skaffe de nødvendig ca 15.000 kr til et nyt forsamlingshus. Sognets beboere sluttede op om ideen både ved at tegne andelsbeviser og ved at levere frivillig arbejdskraft til byggeriet.

Den festlige indvielse af sognets nye samlingssted skete den 19. september 1931 med taler og sange. Det er denne dato, der stadig bruges som husets "fødselsdag".

Lørdagen efter var der bal for sognets ungdom og de beboere, der ikke kunne være med ved selve indvielsen.

De første år
Huset havde allerede fra starten en bolig til værtsparret, der flyttede ind, inden huset blev indviet.
På 1. sal var der indrettet mødelokale for sognerådet. Her havde sognerådsformanden og kassereren også en ugentlig kontordag. De årlige "torskegilder" foregik også her, ligesom mejeriet hver måned udbetalte mælkepenge i disse lokaler. Det fortælles, at disse begivenheder var med til at skabe begrebet "Det våde sogn". Begrebet kan dog også hænge sammen med, at Tårnborg sogn er omgivet af vand på næsten alle sider!

Husets hovedformål var dog idræts- og mødevirksomheden og de årlige fester: Høstfest, juletræ og fastelavnsfest. Især maskeraderne var kendt viden om for de mange fantasifulde udklædninger f.eks. en stor papkanon, der kunne "skyde" med en karbidladning.

Nye tider
I 1957, da sognets nye centralskole blev indviet, mistede huset en del af sin betydning, fordi idrætten nu flyttede dertil. Næsten samtidig blev der indrettet kommunekontor i den gamle skole, så også indtægten fra kommunen forsvandt. Det blev derfor efterhånden svært at skaffe penge til vedligeholdelse af huset og til de nødvendige fornyelser.

En kreds af energiske, lokale beboere dannede så i 1967 en ny bestyrelse, og de skabte en ny storhedstid for det gamle hus. Der blev solgt nye andelsbeviser, og efter en stor indsats blev der ved et loppemarked skaffet 20.000 kr til huset. Det viste sig dog, at ideen ikke var så god som ventet. Skattevæsenet mødte nemlig op for at få sin del af overskuddet.

Oven på den historie blev huset ændret til en selvejende institution, hvis formål er at virke som samlingssted for sognets beboere.

"Husets Venner"
I disse år begyndte de ugentlig bankospil - altid om mandagen. Arbejdet blev efterhånden for stort for en enkelt bestyrelse. Husets bestyrelse udførte nemlig i stor udstrækning selv istandsættelse og fornyelser.
I 1971 blev støtteforeningen "Husets Venner" oprettet. Foreningen har siden stået for de ugentlige bankospil og skaffet mange penge til forsamlingshuset.

"Vennerne" har derfor en stor del af æren for, at huset i dag kan præsenteres som et af egnens bedst vedligeholdte og mest tidssvarende forsamlingshuse.

Husets bestyrelse
April 1998


  







Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

13.09 | 15:52

🤔 får man slet ikke svar her ???

...
06.09 | 14:48

Hvornår er der banko igen i huset?
Hilsen fra en bankogal ny tilflytter
Merza duelund
Jeg håberat få svar her, for det har jeg ikke fået på hjemmesiden

...
21.08 | 09:35

Hej Anders,
Ja, vi har ledigt den 2. marts 2019

Ring venligst 58 38 00 08 for booking

...
21.08 | 06:01

Er I ledige til arrangement for 45-50 personer d. 2. marts 2019?

...
Du kan lide denne side